Viljen til Sejr

Frit efter Shakespeares Coriolanus                                          Se trailer her

Coriolanus var krigshelt og en frygtet hærfører i Rom (ca. 500 f.Kr.). Som eminent kriger, men umulig politiker, satte hans valg et helt samfunds eksistens på spil.

Til alle tider står ledere i etiske, politiske og personlige dilemmaer. Også i vores demokrati står de i kø, dilemmaerne mellem effektivitet og menneskelighed. Magtarrogance og populisme nærer hinanden - og skaber drama.

I Viljen til Sejr sætter vi krigsheltens mor på scenen. Hun tegner et billede af sin søn, som hun ønsker eftertiden skal se ham. Hector, en anerkendt græsk komponist, lytter til hende. Og han komponerer hyldestkantaten om den store kriger.
I den dramatiske fortælling møder vi et galleri af karakterer: Selvbevidste krigere og modvillige fodtudser, intrigante folketribuner og vægelsindede håndværkere, den livskloge slavinde, den ængstelige hustru og krigsheltens lille søn.

Krigens og magtens arenaer har i årtusinder været mændenes. Kvinderne har selvfølgelig haft deres mere usynlige, i hvert fald mindre beskrevne, andel som aktører, som mødre, som hustruer. Som ofre, som med- og modspillere.
I historien om Coriolanus er et par kvinder helt centrale. Kvindernes valg er fuldt på højde med mændenes, hvad angår betydning og muligheder for at påvirke historiens retning.
Coriolanus’ mor, Volumnia, har sansen for den politiske nødvendighed, som sønnen ikke ville bøje sig under.
Den skæbnesvangre konflikt står til sidst mellem mor og søn.

Spiller på Teatret ved Sorte Hest 29. marts - 9. april 2016

Sælges på turné: Teatret Fair Play

Anmeldelse TeateravisenAnmeldelse Frb.Amtsavis -   Anmeldelse Politiken

Medvirkende: Lene Vestergård, skuespiller og fortæller og Erling Hjernø, musiker
Instruktion: Vigga Bro


I 1996 skabte samme hold den roste forestilling Sangen om en helt – Coriolanus, en opsætning i samarbejde mellem Teatret Fair Play og Vintapper Teatret. Den spillede over 60 gange i teaterforeninger, på gymnasier og hos egnsteatre.
Vi har valgt at tage Shakespeares tragiske historie op igen af lyst og fordi den igen spejler tendenser i tiden. Viljen til Sejr er en opdatering, hvor fokus er forskudt fra heltens kortvarige triumf til demokratiets dilemmaer og kvindernes placering udenfor magtens fora.

Pressen skrev:

”Et mesterstykke mellem Shakespeare og Dario Fo… Lene Vestergård funkler i alle sine personer…”
Bettina Heltberg, Politiken 1997

”Vigga Bro og Lene Vestergård har givet nyt og Dario Fo’sk liv til Shakespeare-klassiker. Fem kvarter hvor man næsten glemmer at trække vejret… Vanvittig livsbekræftende..”
Camilla Kjærsgaard, Berlingske Tidende 1997

”… særdeles underholdende teater med holdning og mening i.”
Henrik Lyding, Jyllandsposten 1998

”Lene Vestergårds spil er en nydelse for sig. Stilsikker, lynhurtig og timet…”
Kirsten Dahl, Århus Stiftstidende 1998

 

 

Web design // Lighthouse Media